Verdens Høre Dag (World Hearing Day) 2026 blev afholdt tirsdag d. 3. marts 2026
Hørerådgivningen - Børn & Unge støtter op om årets centrale budskaber, der sætter fokus på børns hørelse og integration af høreomsorg i skole- og sundhedsprogrammer.
Kampagnens tema understreger betydningen af to nøgleområder:
- Forebyggelse af undgåelig hørenedsættelse hos børn
- Tidlig identifikation og behandling af børn med øre- eller høreproblemer
Vigtigheden af at nå børn, forældre og lærere gennem skoler og lokalsamfund er fremherskende i årets budskaber. Det er særligt relevant at integrere screening og høreomsorg som en del af børns sundhedsfremme i denne tid, hvor særligt børn og unges hørelse i stigende grad bliver udsat for belastninger, som kan føre til hørerelaterede problemer senere i livet og påvirke både læring og fremtidige muligheder.
Fakta om børn og hørenedsættelse
Hørenedsættelse hos børn er forholdsvist udbredt: i dag lever omkring 90 millioner børn i alderen 5-19 år med hørenedsættelse.
- Forebyggelse er muligt: Over 60% af hørenedsættelser hos børn kan undgås gennem simple og omkostningseffektive folkesundhedsinitiativer
- Tidlig indsats er afgørende: For børn, der lever med høreproblemer, er tidlig identifikation og behandling essentielle for at undgå langvarige konsekvenser for deres udvikling, uddannelse og fremtidige muligheder
- Systematisk screening kan gøre en forskel: Ved at integrere screening og intervention i skole- og børnesundhedsprogrammer kan vi sikre, at børn med øre- og høreproblemer får den støtte, de har brug for
Hørerådgivningen - Børn & Unge
Hørerådgivningen – Børn & Unge arbejder aktivt for at fremme børns lyttemiljø og trivsel gennem rådgivning, screening og formidling i hele Danmark.
Vi arbejder for at sætte børns hørelse højere på dagsordenen og fremme tidlig opsporing og relevant støtte ved hørenedsættelse. Når vi handler i fællesskab, giver vi børn bedre muligheder for læring, udvikling og trivsel.