Skip til primært indhold

Computer Camp gav elever med synsnedsættelse digitale superkræfter

Den 22.–23. oktober 2026 blev Fuglsangcentret i Fredericia forvandlet til et digitalt læringsmiljø for børn og unge med synsnedsættelse.

Centret var fyldt med skærmlæsere, punktskriftsmaskiner, iPads og mobiltelefoner og ikke mindst et stærkt fællesskab om at udforske og anvende ny teknologi.

I alt deltog 25 elever, 19 lærere og støttepersoner samt 17 fagpersoner fra hele landet. Nogle elever læser punktskrift, mens andre anvender forskellige synshjælpemidler på grund af nedsat syn.

Digitale kompetencer og stærke fællesskaber

Computer Camp havde to hovedformål: at give eleverne konkrete digitale færdigheder, som kan anvendes i skole og hverdag, og at styrke deres sociale kompetencer, selvstændighed, selvtillid og mulighed for at spejle sig i positive rollemodeller. Samtidig skulle campen styrke samarbejdet mellem lærere, støttepersoner og specialiserede synskonsulenter.

Undervisning i digitale hjælpemidler

Programmet omfattede undervisning i en række digitale værktøjer og hjælpemidler. Eleverne arbejdede blandt andet med skærmlæsere, punktskriftsudstyr, et forstørrelsesprogram og afstandskamera samt centrale funktioner på iPad. Med materialet ”Godt set” formulerede de individuelle mål for deres videre læring. Der blev desuden arbejdet med tilgængelighedsindstillinger på computer og iPad samt genvejstaster, der kan effektivisere elevernes digitale hverdag.

Synskonsulenterne varetog undervisning, rådgivning og vejledning af både elever, lærere og støttepersoner. Det skete både i eneundervisning med fokus på den enkelte elev og i mindre grupper, hvor deltagernes niveau og mål var sammenlignelige. Fokus lå på, at teknologien ikke blot skulle være tilgængelig, men også anvendes sikkert og selvstændigt af eleverne. For denne målgruppe er digitale hjælpemidler afgørende for at kunne gennemføre folkeskolen og gå til afgangsprøver på lige vilkår med andre elever.

Fokus på prøver, tilgængelighed og pauser

Mens eleverne arbejdede med deres udstyr, havde lærere og støttepersoner fokus på tilrettelæggelse af prøver og test, tilgængelighed af undervisningsmaterialer og brug af kunstig intelligens (AI) som støtte i forberedelsen. Et særskilt forløb med overskriften ”Pauser i hverdagen” satte fokus på, hvordan teknologi kan anvendes på en måde, der understøtter både læring og trivsel, og hvordan pauser kan tænkes ind som en naturlig del af skoledagen.

Der var også afsat tid til fælles aktiviteter uden for undervisningslokalet. Deltagerne kunne svømme eller gå ture, og om aftenen var der spil og fælles drøftelser af, hvordan AI bruges både fagligt og socialt, hvilken type svar man får – og hvorfor kritisk stillingtagen er vigtig. To elever delte deres erfaringer med Metabrillen og gav konkrete eksempler på dens betydning i hverdagen.

Støttepersonens rolle og vejen videre

En fælles gåtur med ledelinjer gav mulighed for at træne sikker færden og orientering, og efterfølgende beskrev eleverne, hvad de havde lært under campen, og hvordan de anvender deres digitale hjælpemidler i skolen. 

Parallelt deltog lærere og støttepersoner i oplæg og gruppesamtaler om ”Støttepersonens rolle”. Her blev hverdagens udfordringer, opgavefordeling og behov for yderligere materialer og løsninger drøftet. De lokale synskonsulenter stod for oplæggene og omsatte deltagernes erfaringer til konkrete anbefalinger og idéer til det videre arbejde på skolerne.

Campen blev afsluttet med evaluering og en fælles samling – og vigtigst af alt med elever, der rejste hjem med nye digitale værktøjer, styrket selvtillid og en klar oplevelse af at være del af et fællesskab som barn eller ung med synsnedsættelse.

Synskonsulenter fra KRS havde elever og lærere fra flere skoler med på dagen.

lille pige med blindestok står i solstråler
APPFWU02V